Vingsted Mølle

er en del af Vingsted Historiske Værksted med muligheder for undervisnings- og kulturaktiviteter for grupper af børn, unge og voksne.

Vingsted Mølle er beliggende ved landevejen gennem Vingsted – umiddelbart nord for Vejle å.

Siden middelalderen har der på det sted, hvor Vingsted Mølle ligger, været en vandmølle, som i århundrederne frem til i dag har leveret kraft til fremstilling af bl.a. mel, klæde, papir og strøm. Den sidste private ejer, Hans Christian von Bülow, solgte i 1972 resterne af møllen til Egtved kommune, og da Vejle Amt i 1976 oprettede Vingsted Historiske Værksted, fik man tilholdssted i festsalen på møllen. Efter at Vejle Amt i 1987 overtog Vingsted Mølle, er alle bygningerne blevet istandsat og indrettet til en række nye aktiviteter som en del af Vingsted Historiske Værksted.

logo

Vingsted Mølle er nu indrettet med permanente værksteder for en række traditionelle håndværk. Det drejer sig om smede-, træ-, tekstil- og pottemagerhåndværk.

I hovedbygningen findes køkken, 2 spise- og samlingsstuer til i alt 70 personer, overnatningsrum til 30 personer samt kontor, bibliotek og av-rum.

I Vingsted Festsal findes en stor samlings-, udstillings- og undervisningssal med plads til ca. 80 personer, køkken og toiletter.

Arealerne omkring Vingsted Mølle er offentligt tilgængelige.

I haven findes bålpladser, borde og bænke til fri afbenyttelse, og der må fiskes i Vejle Å på den strækning, som hører til Vingsted Mølle.