Undervisningsophold
Et undervisningstilbud, hvor elever og lærere ved at gøre egne erfaringer får en direkte oplevelse af natur og kultur.
Undervisningsophold i Jernaldermiljøet
Ophold i Vingsted Historiske Værksteds jernaldermiljø er et undervisningstilbud til alle grundskoler, efter- og ungdomsskoler, gymnasier, tekniske skoler, højskoler og andre uddannelsesinstitutioner primært i Horsens, Hedensted, Vejle, Fredericia, Kolding og Billund kommuner.
Ophold i Jernaldermiljøet kan vare fra 1 til 5 dage med eller uden overnatning. Under opholdet kan deltagerne bo i nogle af værkstedets rekonstruerede jernalderlanghuse og gennemføre en lang række aktiviteter, som har hørt til livet i en landsby for 1500-2000 år siden.
Formen og indholdet af et ophold planlægges af skolen og værkstedet i fællesskab.

Nye undervisningsformer og undervisningstilbud
Vingsted Historiske Værksted kan nu tilbyde en række forskellige undervisningsforløb i forbindelse med ophold i Jernaldermiljøet
Vi har udviklet undervisningsforløb inden for to hovedretninger:
- Emne-, tema- og projektarbejde.
- Fortælling, rollespil og drama.
Begge retninger er overordnet beskrevet i hæftet Undervisningsforløb i Jernaldermiljøet på Vingsted Historiske Værksted, som kan rekvireres ved henvendelse til Vingsted Historiske Værksted.
Vi vil gerne tilbyde konsulentbistand ude på skolerne dels i forbindelse med gennemførelse af undervisningsforløbene dels ved pædagogiske møder eller dage. Interesserede bedes henvende sig til Jan Ipsen på Vingsted Historiske Værksted – tlf. 75 86 52 80 eller e-mail vingstedhistoriskevaerksted@vejle.dk – i god tid før et eventuelt arrangement.
Emne-, tema- og projektarbejdsformen
Inden for denne retning har vi beskrevet en række forslag til emner og temaer op igennem skoleforløbet, hvor ophold i Jernaldermiljøet kan indgå som et væsentligt led i mere projektorienterede undervisningsforløb.
Forslagene tager udgangspunkt i fagene historie og natur/teknik, men lægger i høj grad op til forløb, hvor indhold og metoder fra flere fag kan indgå.
Vi vil med disse forslag gerne være med til at videreudvikle den projektorienterede arbejdsform på forskellige klassetrin.
VHVs forslag har overskrifterne:
- Familien i Jernalderen.
- Årets gang i jernalderlandsbyen.
- Håndværk i Jernalderen.
- Bo- og leveformer til forskellige tider.
- Familieliv i Danmark i fortid, nutid og fremtid.
Fortælle-, rollespils- og dramaformen
Inden for denne retning har værkstedet opstillet en række forslag til ophold, hvor indlevelse i Jernaldermiljøet prioriteres højt.
Udgangspunktet for forslagene er fund og begivenheder fra Jernalderen, som værkstedets medarbejdere har skabt historiske fortællinger om.
Disse fortællinger omsættes under ophold i Jernaldermiljøet til handlingsforløb i rollespils- og dramaform.
VHVs forslag har overskrifterne:
- Årstidsfester
- Markedsdagen
- Offerritualet
- Festen for det store slag
- Optagelse i stammen
- Folkeforsamlingen
Priser:
Ekskursion m/ overnatning, inkl. undervisning og materialer, ekskl. madvarer: 60 kr. pr. elev pr. undervisningsdag
- Ekskursion u/ overnatning, inkl. undervisning og materialer, ekskl. madvarer: 50 kr. pr. elev pr. undervisningsdag
