Overbygård

I det sydlige Vendsyssel – ca. 10 km øst for Nørresundby og 1-2 km fra Limfjorden har der i århundrederne efter Kristi fødsel ligget en landsby med 10 gårde, som vi kalder Overbygård.
Det specielle ved denne landsby er, at de fleste huse er gravet ned i jorden.
Rundt omkring på bakkeøen, hvor landsbyen lå, havde man markerne. Fra denne jernalderlandsby har vi rekonstrueret en typisk jernaldergård.
Gården består af et langhus, en lang indgang og et mindre hus. Alle husene er bygget sammen.
Selve langhuset er gravet ca. 1 meter ned i jorden. Det er inddelt i tre rum: et beboelsesrum, en mellemgang og en stald.

Beboelsesrummet er indrettet med sovepladser til 18 personer. Midt i rummet findes ildstedet, og af andre faste genstand kan nævnes to skubbekværne, en mortersten samt hylder til husholdningsinventaret.
I stalden er der båse med plads til 11 større dyr samt et lille indelukke til høns. Over stalden findes et loft, hvor vi gemmer en del af årets høst fra jernaldermarkerne.
Gårdens mindre hus er indrettet til forrådskammer. Her opbevarer vores landmand mange af sine redskaber.




