Kult og ritualer

Guder og forfædre var uadskillige og meget nærværende elementer i tilværelsen, og ritualer var en selvfølgelig del af livet i Jernalderen.

Det var selve naturen, som var guddommelig, så der var ikke opført religiøse bygninger.

En sten, et træ, en kilde kunne være helligstedet.

Hellige søer og moser har været benyttet til større ofringer. Blandt andet Vingsted sø har været benyttet som offersø i Jernalderen.

Derudover beskrives Hellige lunde, hvor guderne blev æret.

I jernaldermiljøet har vi i et hjørne af Vingsted sø lavet en lille offerplads. Her er opstillet kopier af et par store gudefigurer i træ, som oprindelig blev fundet i en mose i Slesvig.

I skoven mellem de 2 delmiljøer er der etableret en hellig lund til brug ved særlige ritualer og ceremonier.

Til hvert af langhusene hører en husgud – en mindre træfigur fremstillet med inspiration fra fund fra Jernalderen. Husguderne har deres helt faste plads i husene.

Rundt omkring i miljøet står der andre figurer i træ og ler. I forbindelse med ophold i jernaldermiljøet er der mulighed for at inddrage disse figurer både i det daglige arbejde samt ved ceremonier. F.eks. ofring til husguderne i forbindelse med såning eller høst. Ligeledes har de forskellige håndværk hver deres gudefigurer, som kan inddrages.

Værkstedet har gennem de sidste år anskaffet et stort udvalg af dragter til eleverne, musikinstrumenter, våben, udstyr til kamplege samt rituelt udstyr som talestok, lodkastningspinde m.m. Alle disse rekvisitter vil også efter aftale kunne inddrages under et ophold.

På offerpladsen ved søen kan man gennemføre større ceremonier og rituelle handlinger med optrin og ofringer til guderne.

Det samme gør sig gældende i den hellige lund.

I den forbindelse vil det ofte være naturligt at inddrage sagn, myter og legender og på denne måde kan også fortællingen spille en central rolle i et ophold i jernaldermiljøet.