Aktivitetsmuligheder

Dags- og årsrytme
I Jernalderen har mange af hverdagens gøremål foregået både i en bestemt dagsrytme og i en rytme, som har været nøje tilpasset de forskellige årstider.

Aktiviteter i jernaldermiljøet Dagsrytmen har været forbundet med livet i familien på de enkelte gårde. Fremskaffelse og tilberedning af føde har spillet en afgørende rolle i familiens liv. Pasningen af husdyrene har været et andet vigtigt arbejdsområde.

Årsrytmen har været bestemt af, hvilke opgaver man både i familien og landsbyen har været nødt til at udføre på de forskellige årstider.

Meget af arbejdet inden for landbruget har været årstidsbestemt såsom pløjning, såning, høst og indsamling

Forskellige håndværk har haft deres egen årsrytme afhængig af de ressourcer fra naturen, man skulle bruge, og af hele fremstillingsprocessen.

Aktiviteter i jernaldermiljøetBygge- og vedligeholdelsesarbejde på huse, halvtage og hegn har foregået på de tidspunkter af året, hvor vejr og vind har tilladt det, og hvor man kunne skaffe og bearbejde de forskellige råmaterialer.

Fælles for både dags- og årsrytme har været, at de mange gøremål har krævet en stor viden om og nøje planlægning af udnyttelsen af naturens ressourcer samt organisation af arbejdet.

I jernaldermiljøet forsøger vi inden for sæsonen, der går fra marts til november, at komme så tæt på jernalderens dags- og årsrytme som muligt.

Følg linkene herunder og læs mere om under de forskellige aktivitetsmuligheder, hvor det bl.a. vil fremgå, om aktiviteterne er begrænset til bestemte årstider samt alderstrin.