Håndværkeren
Håndværkeren det er mig, mit navn er Jan Birkkjær Lauritsen. Jeg bor i Jelling med min kone Mette og min døtre Mathilde på 9 år og Rikke på 1 år.
Jeg blev ansat som håndværker og projektleder den 19. januar 2004 umiddelbart efter stormandsgårdsseminaret, hvor det blev besluttet at rekonstruere stormandsgården fra Stepping Mølle ved Christiansfeldt.
Der var stor enighed om valget af denne stormandsgård, udgravet af Haderslev museum og ledet af arkæolog Per Ethelberg.
Stormandsgården indeholder tre huse, to store på 18-20m x 5m og en mindre på 13m x 5m. Gården opfylder de fleste af vore kriterier, blandt andet at det største hus formodentlig har været brugt kun til beboelse, uden dyrehold, hvilket giver mulighed for i skoletjenesten at samle store grupper der. Det andet store hus skal indeholde stald/lade og værksted og det mindste hus et tekstilværksted. Hele komplekset er omkranset af et mandshøjt palisadehegn. Følg linket og læs mere om Stepping Mølle.
Tiden siden seminaret er stort set gået med forberedelser til projektet. Efter et møde med Per Ethelberg på Haderslev museum, hvor jeg fik alle stolpehulstegninger, begyndte arbejdet med at samle disse 15 kort til et oversigts kort, hvor der tegnede der sig et billede af husenes indbydes beliggenhed. Ud fra stolpehulstegningerne blev det bærende tømmer dimensioneret, og jeg kunne nu begynde at lave de specifikke byggetegninger. I denne proces meldte der sig mange spørgsmål som f.eks. : tag hældningen, væg konstruktion, væg højde, dør højde, lægter og spær i asketræ? ….osv. Alle disse spørgsmål fik vi diskuteret og afklaret i projektets arbejdsgruppe. De færdige bygge tegninger gav grundlaget for at beregne forbruget og dimensionerne på tømmeret. Tømmeret får vi fra Randbøl skovdistrikt og det bliver skovet i Bjerre skov ved Hornsyld. Hovedparten af tømmeret er ca. 100 år gammelt egetræ som jeg har udvalgt i skoven, spær og lægter bliver i asketræ. Alt tømmeret er nu leveret og ligger klar til at vi går i gang.
Næste etape var ud fra tegningerne at få sat husene af i terrænet, et meget spændende målearbejde som åbenbarede hvor stor en gård det egentlig er! Nivelleringen viste at området som vi havde valgt ud til husene faldt ca. 1.5m i længderetningen, hvilket betød at det var nødvendigt at få maskiner ind for at udligne noget af denne højdeforskel. Det bevirkede at der den næste uge blev tilført ca. 300m3 sand og ligeså meget muld og at der blev lavet et plateau som husene kommer til at ligge på . Gravearbejdet var fuldendt et par dage før der kom børn i jernaldermiljøet.
Under udgravninger fandt vi ca. 80cm under muldlaget en stor sort plet i sandet på ca. 1m i diameter. Jeg havde i forvejen kontaktet Folmer Christiansen fra Vejle Museum. Han fandt ved en nærmere udgravning af brandpletten noget bearbejdet flint og kunne ud fra dette sige at det formodentlig var en syde grube fra omkring 300 år f. Kr.!
Ikke det store arkæologiske fund men alligevel spændende at tænke på at der faktisk har været mennesker i området formodentlig jægere på gennemrejse. Jeg føler mig lille når jeg står med kul i hånden som sandsynligvis har har været brændt ved tilberedningen af deres mad for ca. 2300 år siden…!
Side løbende med de andre forberedelser som skurvogn, huggeplads værktøj o lign. er der også gået tid med at lave en model af det største hus, samlings huset som vi starter med at bygge. Modellen lavede jeg i forholdet 1:10. Samtidig laves alle tømmersamlingerne og alle de føromtalte afklarede spørgsmål bliver nu synliggjort på modellen. Det er en god og vigtig proces hvor jeg så og sige skal gange arbejdsprocessen op med 10 når vi går i gang på byggepladsen. Modellen er også tænkt til brug i formidlingen af projektet.
Den 13 april var ca.50 mennesker samlet på byggepladsen, heriblandt medlemmer af amtets kulturudvalg som skulle foretage det første officielle øksehug. Med denne begivenhed er byggeriet skudt i gang.
Denne afdeling af hjemmesiden er tænkt som oplysende for alle men især de som har deres gang på Vingsted mølle eller i jernaldermiljøet og som gerne vil følge med i hvad der sker på byggepladsen. Det er meningen at jeg med jævne mellemrum vil skrive og lægge billeder ind her. Ligeledes vil der blive lagt en billeddagbog ind så man også der kan følge med. Jeg har en aftale med produktionsskolen Datariet i Vejle, de vil følge projektet med et filmhold. Deres arbejde skulle gerne blive til en lille video om projekt stormandsgård. Filmen, hjemmesiden og en rapport som jeg laver er dele af den dokumentation som kommer til at foreligge når vi engang er færdige med projektet.
Vi har pr. 3-5-04 ansat to projektmedarbejdere i stillinger som kører det næste halvandet år hvilket betyder at vi er tre mand som fast er i gang med projektet. Jeg vil senere præsentere de to nye medarbejdere. Desuden er det planen at løse grupper eksempelvis elever fra overbygningen på amtets skoler, tekniske skoler o.lign. skal kunne tilknyttes projektet i kortere eller længere perioder.
Til åbent hus dagen den 15 maj vil der være aktivitet på byggepladsen og information om projektet.



