Studietur til København og Lejre
Lørdag den 29. maj drager 29 medarbejdere og frivillige fra værkstedet på studietur til København og Sagnlandet Lejre.
Om lørdagen skal vi besøge Nationalmuseet i København, hvor arkæolog Susanne Klingenberg vil stå til rådighed for os. Her vil vi ud over en rundvisning i den nye oldtidsudstilling få mulighed for at komme om bag kulisserne og få et indblik i arkiverne og se udvalgte fund fra jernalderlandsbyen ved Hodde. Der vil også være mulighed for selv at gå på opdagelse i Nationalmuseet.
Lørdag aften og nat tilbringes på et vandrerhjem beliggende lige ved Raadvad, Mølleåen og Jægersborg Dyrehave i Lyngby-Tårbæk området. Her bilver der mulighed for hyggeligt samvær og en vandretur i de meget smukke omgivelser.
Søndag skal vi besøge Sagnlandet Lejre (nyt navn for Lejre Forsøgscenter). Her vil Jutta Eberhards fra Skoletjenesten give os et indblik i, hvorledes man i Lejre arbejder med historisk forskning, rekonstruktion, formidling og skoletjeneste. Og så skal vi selvfølgelig rundt i det fantastiske område og landskab, som forsøgscentret ligger i.
Særligt program for turen udsendes til deltagerne .



