Aktiviteter

De historiske værksteders træf 2010 i Sønderborg

Fra tirsdag den 2. til fredag den 5. februar afholder de historiske værksteder stort træf for medarbejdere fra alle historiske værksteder i Danmark.

Træffet finder denne gang sted i Sønderjylland og Sydslesvig med base på vandrerhjemmet i Sønderborg.

Træffets tema er ”Krig og Fred”.

Dette tema vil blive behandlet på mange forskellige måder under træffet.

Der bliver oplæg af og diskusioner med mennesker, som på forskellige måder har haft en nutidig konflikt inde på livet.

Der bliver foredrag om årsager til og virkninger af konflikter op igennem historien.

1. verdenskrig og krigen mellem Danmark og Tyskland i 1864 bliver behandlet ved besøg på Museet på Sønderborg Slot og Historiecenter Dybbøl Banke.

Konflikter i Vikingetid / Middelalder og i Jernalderen bliver behandlet ved besøg i Hedeby-Dannevirke og på Haderslev Museum (krigsbytteofringer).

Og så er der festaften med officersmiddag på Dybbøl Mølle.

Endelig er det på dette store træf, at deltagerne er med til at drøfte, hvordan samarbejdet mellem de historiske værksteder skal udvikle sig i 2010 og 2011.

Her træffes beslutninger om afholdelse af større og mindre fælles træf, seminarer og kurser i de kommende år.

Et omfattende program venter således de 90-100 deltagere fra 25-30 historiske værksteder.

Fra Vingsted Historiske Værksted deltager 9 medarbejdere.